(mere…)

Jeg har det lidt som ham her; ret rar men syntes alligevel det er noget fuck

Jeg syntes jeg maler og maler og maler og jeg kommer da også fremad. Men det går langsomt. Jeg kan selvfølgelig også kun male når Loui sover. Og jeg er virkelig ved at være træt af det. Måske man skulle hyre nogle håndværkere ind – det syntes jeg bare ikke vi hverken har råd eller lyst til. Måske det i virkeligheden bare er noget håndværker lede.

I det hele taget er jeg bare træt af det hele nu. Jeg syntes jeg er meget alene i løbet af dagen. Hjemme i gården havde jeg i det mindste nogle at snakke med når ungerne var henter. Det har jeg ikke nu.

Det hjælper ikke ligefrem på det at der er flere arrangement i byen som jeg normalt ville have deltaget i og hvor  det bare ikke lige kan lade sig gøre. Der er fx Copenhagen art i Forum i weekenden. Det kommer jeg ikke med til. Der var Closed event hos Zoring i onsdags – det var jeg heller ikke med til. Illums bolighus har slået dørerne op for en ny børneafdeling. Der er i den forbindelse flere arrangementer i weekenden. Det når jeg heller ikke.

Roskilde har også lidt arrangement – desværre ikke noget det siger mig noget. Bla er der flere butikker som laver modeshows. Og hvor man skal købe billet. Det burde da være i butikkernes interesse at så mange som muligt kom og så tøjet? Men åbentbart ikke.

Jeg savner Frederiksberg helt vildt. Jeg savner at der er cafeer der åbner kl 8 og hvor man kan få sin morgenkaffe og lad rod være rod og få laddet op.

Endelig er jeg også rigtig rigtig ked af at Jesper ikke vil anerkende at jeg er ked af det. Han brummer bare lidt. Og ryster på hovedet.

Efter lidt sidespring om først første skoledag og så en fødselsdag, og efter en (vel?)-overstået eksamen, er hverdagen så småt ved at indfinde sig.

Drengene er glade for deres nye skole og børnehave. Vi er glade for at der er kommet lidt ro på.

Selvom vi er langtfrafærdige med huset, så er der alligevel begyndt at snige sig lidt fritid ind, hvilket giver tid til lidt reflektion.

Den gang jeg blev mor for første gang, brugte jeg lang tid på at finde ud af hvordan, jeg skulle være mor. Og hvordan vi skulle være forældre sammen. Jeg var meget i tvivl om, hvem jeg så skulle til at være, når jeg lige pludselig ikke kunne være hende der brugte 4000kr på Prada sko og levede resten af måneden på havregrød, hende der gik i byen og cyklede hjem gennem smukke København i bare tær kl. 5 om morgen og hende der snildt kunne arbejde til kl 3 om natten hvis der var behov for det. Hvem skulle jeg så være?

Langsomt fandt jeg ud af, at jeg faktisk ikke blev en anden mig, bare en anden version af mig. En version, der stadig elsker 4000krs Prada sko, men som nu blot spare lidt op, og hvor Prada skoene først bliver købt når drengenes fornuftige Angulus vinterstøvler er i hus. Stadig en version som elsker byens ro kl 5 om morgen, men nu var det pludselig barnevognen der blev trillet rundt og ikke cyklen. Og sjusserne bliver for det meste drukket hjemme ved køkken bordet.

Lidt på samme måde har jeg det med flytningen. Når jeg nu ikke længere er den hippe storby mor, hvem pokker er jeg så?

Jeg syntes byen har været god ved mig – og god for mig. Der har jeg kunne udvikle mig til den jeg er i storbyens anonymitet. Jeg var ikke længere bare skolelærens datter. Jeg var mig. Mig selv. Jeg blev til en som var god til mit arbejde og som blev respekteret på det grundlag. Jeg blev en som elsker både Malene Birger og Chanel – men som i lige så høj grad elsker secondhand og byens vintage stores. Og jeg blev til hende som elskede cafe besøgene – gerne sammen med min husbond, men lige så ofte nød jeg den ensomme samhørighed alene, med de andre cafe gæster. Og Vouge og en cafe latte. Og en Avokadomad.

Nu kæmper jeg lidt med om jeg stadig kan være den hippe storby mor, selvom jeg bo i et postnummer over 2200. Eller om jeg igen bare bliver til skolelærens datter.

Forhåbentlig lander jeg et sted midt i mellem. Et sted hvor jeg kan hvile i mig selv.  Et sted hvor jeg har accepteret, at storbyens puls ikke skal banke hele tiden – og hvor roen er ok.

Med tiden lærer jeg nok at det ikke er et valg mellem at være en hip storby mor eller en provins kone. Men en ny version af en hip storby mor. Lidt ligesom jeg lært at jeg stadig var mig efter jeg blev mor – bare i en lidt mere rolig og organiseret version….