Omverdens reaktion

Når jeg har forsøgt at tale med nogen, om min bekymring for om jeg – og vi -ville falde til udenfor Frederiksberg, væk fra vores lejlighed, så har reaktionen faktisk altid været noget i retning af “det må jo være homoner, der gør at du overhovedet kan tvivl, for det eneste rigtige er jo et hus nede på jorden, tæt på bedsteforældrene- for man kan ikke klare sig uden.” Herefter har folk skiftet emne.

Det er iøvrigt de samme folk som – da vi ventede vores første barn – proklamerede, at nu skulle vi da have en stationcar for alt andet var ikke tilstrækkelig når man fik børn. Jeg skal hilse at sige at vores Nihola har klaret jobbet til UG i hverdagen – og jo man kan godt tage en uge i sommerhus med tre børn og en barnevogn i noget som ikke er en stationcar.

Tilbage til flyttesituationen. Argumenterne for at det bliver fantastisk, har været “nu kan i rigtig få  glæde af bedsteforældrenes hjælp i hverdagen ” – jo tak, men er det ikke federe at have en hverdag der hænger så godt sammen, at man ikke nødvendigvis SKAL have hjælp fra bedsteforældrene?

“I kan komme mere ud når nu bedsteforældrene er tæt på”-  næ, vi har været ude alt det vi ville – moster var tæt på og bedsteforældrene kørte gerne- og de fede spise- og koncertsteder var tæt på. Nu er de langt væk – så hvis vi vælger at tage ud skal ungerne passes længer tid. Men med tre unger er det nok alligevel begrænset hvor meget vi kommer afsted – uanset bopæl…

“I får en græsplæne.” Ja, og ingen at lege med. Min umiddelbare vurdering er at ungerne faktisk syntes, det er sjovere at spille en fodboldkamp i gården med fem andre unger, end på en græsplæne alene. Jeg er også 1000 gange bedre til at lappe huller i bukserne end til at få græs af tøjet.

Når du kommer hjem fra arbejde, kan du nyde roen i din have – jojo, men hvad nu, hvis jeg i virkeligheden hellere vil have en kop kaffe sammen med nabo konerne og hører om den nye menu hos Anton og udsalget hos Nué, end at drikke min kaffe alene?

På spørgsmål om, hvorfor det er bedre at jeg bruger, rundt regnet, 8 timer om ugen mere i transport, end på at være sammen med min børn, vælger folk 1) at svare at jeg jo bare skal finde et nyt arbejde eller 2) gå ud og lave kaffe. Der er faktisk ikke en eneste som  har spurgt mig hvad jeg vil arbejdsmæssigt.

Det er egentlig ikke så meget argumenterne jeg er forbavset over – det er mere det, at der ikke har været nogen der ville lytte til bekymringer. At folk bare har sagt “sådan er det jo” og med den største selvfølgelighed fortsat “børn tilpasser sig let” og “I skal nok falde til”. Det gør 90% af dem der flytter ud nok også – falder til altså – men hvad nu hvis vi er blandt de sidste 10%?

Hvis det viser sig at vi er blandt dem der ikke falder til, så er det jo heldigvis ikke værre end at, så må vi flytte hjem til Frederiksberg igen – det er vi heldigvis enige om. Så er der ikke nogen der kan komme og sige at vi ikke prøvede. – Og børn tilpasser sig jo så let…